Tænder du på dominans?

Prøv at overgive dig til hende i sengen

1 af 1
 

Når vi mænd tænker på dominans, er det næsten altid med os i rollen som den dominerende part. Men drømmer vi nogensinde om at vende det om, så det er os, der bliver domineret? For kunne det ikke være rart at læne sig tilbage og bare tage imod? Eller tør vi ikke? Eller synes vi, det er umandigt?

I hverdagen ved vi jo godt, at det er hende derhjemme, der har bukserne på. Det er hende, der finder på alt muligt mærkeligt, som hun så koster os rundt for at få lavet. Så hvis du kunne tænke dig at se en mand, der er vant til at blive domineret, kan du jo bare kigge dig selv i spejlet.

Snyder vi os selv her?
Men heldigvis kan du så give igen, når I kommer ind i sengen. Så kan du dominere hende og få hende til at betale for alt det, hun har forlangt af dig på den anden side af soveværelsesdøren.

Men hov, vent nu lige lidt. For hvis I leger nogle af de der dominanslege i dobbeltsengen, foregår det så i virkeligheden ikke på hendes præmisser. Har I ikke på forhånd aftalt rammerne og måske sågar et stop-ord, hvis hun ikke synes det er sjovt længere?

Så hvem er det egentlig, der bestemmer her? Det er jo både hende, der bestemmer, hvornår du får lov, og hende der bestemmer, hvor langt du får lov at gå. Kan du se det? Det er stadig hende der har bukserne på, selv om I begge to har smidt dem.

Skal du være i kontrol, skal du turde tage imod
Så skal du tage styringen, er det dig, der skal domineres, og hende der skal dominere dig. Det kan lyde grænseoverskridende og måske en lille smule farligt. Ja, der er nok dem af os, der slet ikke tør.

Men har I aftalt rammerne og et stopord, kan det jo ikke gå helt galt. Medmindre hun reagerer på stopordet, som når du siger, at du har influenza.

Helt så vildt som Porno-Lasse bliver domineret her, behøver det selvfølgelig ikke være. Men for en gang skyld kan du tage styringen, selv om det måske ikke ser sådan ud.